Hvis Norden skal påvirke den globale udvikling, må vi danne fælles front 

Denne kronik blev bragt i Kristeligt Dagblad umiddelbart før den store fejring 15. april:

Af Mogens Jensen, MF (S) og landsformand for Foreningen Norden  

I Danmark såvel som i de øvrige nordiske lande og selvstyreområder er vi kulturelt udrustede med det, som noget nedladende kaldes en lilleputmentalitet. En velvoksen bevidsthed om sin egen klejne størrelse og den deraf følgende tvivl på ens egen indflydelse. 

Nuvel, det kan godt ske, at de fem lande og tre selvstyreområder, der tilsammen udgør Norden, hver især er af beskeden størrelse. Men tilsammen har Norden et bruttonationalprodukt, som er verdens 13. største, og når vi står sammen, er vi således alt andet end en lilleputregion. Så er vi derimod en markant aktør i den globale udvikling med en markant større indflydelse, end mange af os er bevidste om. 

Det er ikke en arbitrær konstellation at betragte Norden som et samlet heleTværtimod er det en fuldkommen naturlig konstellation, når man betragter sammenvævningen af vores værdigrundlag, kulturhistorien, ønsket om fredelig sameksistens og de fælles politiske prioriteringer – ikke mindst på den udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske front. 

Verden, som vi kender den, er i opbrud i en grad, som vi ikke har oplevet siden murens fald for tre årtier siden. I USA vinder nationalistiske og protektionistiske kræfter frem, ført an af en gennemført antidemokratisk præsident. I Rusland hersker tilsvarende antidemokratiske kræfter på højeste niveau, og med Brexit udstilles de massive udfordringer, som det europæiske fællesskab i tiltagende høj grad må slås med. 

I en verden, der er i sådan en opbrudstilstand, er det derfor noget ganske særligt, at vi til stadighed i Norden har det politiske og værdimæssige fælles udgangspunkt, der gør, at vi stadig kan stå sammen som fælles region. Det er en omstændighed, vi aldrig må tage for givet, og når Foreningen Norden den 15. april kan fejre sit 100-års jubilæumgiver det os en sund påmindelse om den værdi, som det nordiske sammenhold repræsenterer. 

Foreningen blev oprindeligt skabt i kølvandet på Første Verdenskrig for at øge samarbejdet og forståelsen de nordiske lande imellem. Siden da er den blevet indstillet til Nobels fredspris i både 1933 og 1934, ligesom foreningen spillede en altafgørende rolle i etableringen af Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd. Hertil kommer blandt andet det arbejde, der førte til det fællesnordiske arbejdsmarked og pasunionen. 

Foreningen og det nordiske samarbejde i bred forstand har nydt og nyder fortsat en enestående folkelig opbakning, fordi det kommer de nordiske befolkninger til gode på en lang række områder. Men samarbejdet kommer samtidig til sin ret i kraft af den styrkeposition over for resten af verden, som Norden opnår som forenet region. 

Netop derfor bør vi styrke samarbejdet: Gennem et forsvar af pasunionen og den frie bevægelighedgennem fælles kulturelle og turismemæssige satsninger, såvel som gennem et stadigt tættere samarbejde om forsvar, som også udkrystalliserer sig i disse år. Allervigtigst bliver dog den samlede klimaindsats og den fælles front i altafgørende udenrigspolitiske spørgsmål. 

Der er behov for sammenhold og modstandsdygtighed, når vi som region – sammen med resten af Europa – står over for stormagter som USA, Rusland og Kinasom på forskellig vis vil dominere den globale udvikling i de kommende år. 

Som individuelle lande og selvstyreområder er det ganske naturligt noget overvældende at skulle bide skeer med stormagterneMen ligeså snart vi i Norden står sammen, får vi den størrelse, der netop skal til for at vi kan sætte et mere markant aftryk på den retning, som den globale udvikling skal gå i.